ET HELT NYT ANSVAR…..Sådan følte min mor det ihverfald da vi skulle have føl her i april på Birchgaarden. Så det her indlæg er skrevet af min mor, min højre hånd her i stalden og med arbejdet af hestene.

Her i april i foråret kom vores første føl, hjemmelavet og det hele til Birchgaarden og med det følte jeg også som hesteejer, passer og den ansvarlige herhjemme et kæmpe stort ansvar, som jeg sammenlignede det lidt, som da jeg selv skulle være mor første gang (til Sofie) og med dette et kæmpe ansvar og masser af førelser. Kunne man leve op til det kæmpe ansvar at have et føl, håndtere det i hverdagen osv…

Månederne op til var lange, og hoppens adfærd samt udvikling af foster jo hænge henne i drægtigheden vi kom, jo sjovere eller spændende var det. Jeg valgte at tage billeder og skrive alt ned om Hoppens adfærd, dag for dag, størrelse på yver, mave, liv osv… Det fyldte rigtigt meget og forventninger også…

Mange skrev at de kunne se føllet i maven bevæge sig, jeg oplevede det en gang, så jeg var også bekrymret hele tiden… Jeg husker tydelig en jordemor spurgte, om jeg nærmede liv, da jeg var førstegang gravid… svært at svare på, når man ikke ved, hvad man skal mærke efter… Det samme her…, men jeg var da ikke i tvivl, da jeg endelig oplevet det en dag, da vi var blevet lukket ind.

Jeg syntes jo hellere ikke, at hende babser voksede, som de foto andre lagde op på facebook, så jeg måtte tilsidst holde op med sammenligning…

Jeg lavede en liste over alle de ting, som var vigtigt at have klar inde selve folingen og købte en ny striglekasse, som blev en jordemortaske. Folk omkring mig syntes, jeg var lidt underlig, men jeg vil bare have, at intet kunne komme bag på os…

Alle tingene kom nærmeste hellere ikke i brug, da junior ENDELIG den 9 april meldte sin ankomst. Vi havde overvågning i stalden, men vi var så heldige at overværer hele folingen og farmand hjælp junior til verden… Jeg måtte nok indrømme, at dette var stort og tårevældet. Vi fejret det med champagne og kransekage…

Vi var ikke i tvivl om hoppens kærlighed til junior, det strømmede ud af hendes blik… Det var hendes første føl…

Men med folingen kom også alle de svære tænker, tænk hvis noget gik galt, det kunne være dødt dagen efter, eller dage efter, brække et ben , ikke vil spise, få kolik, JA, jeg så alt det der kunne se gå galt….

Men idag er han 7 måneder (præcis idag) og han er en fantastik fyr med gå på mod på livet, nysgerrig og nemt i alt omgang. Han vokser og står i egen boks nu. Han patter sin mor om aften, og det fungere fint. Han har haft smed, dyrelæge, været kørt i trailer og går med dækken på nu, ( da det blæser altid mere heroppe, hvor vi bor) han er ikke bange for noget som helst og har bare JA -hatten på… Han har haft grime på og blir trukket til/fra fold hver dag…

Han er bare vores alle lille stjerne her på Birchgaarden og med det forhåbentlig også vores kommende lille stjerne med en spændende fremtid… Men hold da op, mange tanker man har haft, før – under og efter og er helt sikkert på, at der stadig vil komme flere…

Som et ordsprog siger; Små børn, små bekrymniger , Store børn, store bekrymringer…. jeg vil bare sige; lille føl – store bekrymringer, stort føl – store bekrymringer…😉