Indlæg af Karina Johannesen, (min mor)
JA , jeg har haft rideangst og det er ikke en sjov ridemakker, at have med i stalden, på folden, på ridebanen og i den daglige omgang med hestene.
Jeg har altid været bange for heste, indtil den dag, Sofie kom hjem med Casper, som jeg blev plantet på. Så gik det slag i slag og en hest blev til to, (idag 6 Stk.) så pludselig stod jeg “alene” med Casper og det gav mig en utrolig oplæring , (samt gude skøn hjælp fra det sted vi stod opstaldet den gang).
Men RIDEANGSTEN kom, da vi flyttede for på egen gård og jeg en dag skulle have undervisning af Sofie på Casper, hvor han valgte på den Aller sidste omgang, at kyle mig af, så jeg ramte med hovedet og fik en ordentlig røvtur😬🙈 jeg kom op på ham med det samme, men jeg var ikke fan. De efterfølgende dage, tænkte jeg, at jeg lige skulle sunde mig og så var det “op på hesten” , som man siger… Men der var fandeme lang vej op på hesten…
Jeg begyndte, at udvikle en form for angst, hvor jeg ikke rigtigt kunne finde ro eller tryghed sammen med Casper eller de andre heste, fandt på undskyldninger for, at arbejde eller trække med dem, da jeg ikke kunne rumme dem. Jeg prøvede en enkelt gang mere på Casper, men kunne ikke og hvis jeg kom op på en Athene, kunne jeg slet ikke være idet. Jeg begyndte simpelhen at græde, bare tanken om at skulle sidde på en hest, fremkaldte tåre og angst. Så jeg aftalte med Sofie, at jeg simpelhen fuldte min mavefornemmelse og gjorde kun det jeg havde lyst til. Vil jeg op på en hest, blev det Athene og ellers tog Anne (Sofie søster) over ved Casper.
En dag før min fødselsdag , sagde jeg til Sofie ; NU jeg klar, nu vil jeg op og sidde på Casper, og det kom jeg.. Jeg startede helt forfra, kom op og side og lærte at slappe af, imedens Sofie holdt ham , efterfølgende gik vi en volte, så to osv.. Jeg kom op på Athene, som er så Sød, at hun var gik og lod mig finde rytmen i sadlen. Efterhånden blev jeg mere og mere tryg og kunne håndtere hestene igen og jeg kunne håndtere Casper igen, når andre var hjemme, og kunne selv hoppe op og skridte rundt på ham og den dag i dag, longere ham og så bliver det kun til skridttur på ham, da jeg ikke kan andet på ham, da RIDEANGSTEN, melder sin ankomst med det samme.
Efterfølgende har jeg redet på Athene, Poseidon og Sofies nyeste hest May Star, og RIDEANGSTEN er pakket godt væk, men lurer alligevel i overfladen, da der ikke skal meget til før den er med. Jeg er blevet meget bedre til at slappe af og jeg føler min mavefornemmelse, føler jeg ikke modet er der, den dag, springer jeg over, Ja – Sofie kan nærmest læse mine tanker, og ved når hun skal spørge om jeg vil have en tur.
Første gang jeg sad på vores hingst Poseidon, Ja, da fældede jeg en tårer, det havde jeg aldrig set komme og May Star, var også SÅ sød, da jeg fik en tur på hende.
Men jeg har investeret i en sikkerhedsvest og den rider jeg altid med, den sørger jo ikke for, at jeg ikke falder af, men den giver alligevel en form for ro i maven og i dagligdagen , hvor jeg er alene med hestene, har jeg hjelm på når jeg håndtere dem. RIDEANGSTEN vil altid være der, være min tro følgesvend, men den skal ikke forhindre mig i de glæder rideturene giver, da de ture og omgang betyder enorm meget for mig, da de giver mig en ro og overskud i tilværelsen, da jeg er desværre er en af de personer, som desværre nemt stresser, bliver ked, og frustreret og “glemmer” , at være i øjeblikket og nyde livet, men her er hestene også en stor hjælp, da de øser af ubetinget kærlighed til en.
Nu nærmere jeg mig de 50 år, men jeg er ikke færdig i hesteverden, vi har en spændende fremtid foran os, sammen, som vi skal arbejde videre med fælles mig og tøserne. Jeg elsker, at klargøre hestene til kåringer og dyreskuer, da det bland andet er mit job, og det vil jeg blive ved med….
Min gamle far sagde engang; “DU gennemføre altid, hvad du sætter dig for, du er stædig og får nogle hak i tuden, men når dine mål” , tak far, sender lige en tanke op til dig, hvor jeg ved du holder øje med mig og tøserne❤️
Tak for du læste med🙏