23 år, så længe har jeg holdt af heste, men er det forståeligt at man på et tidspunkt i løbet af de 23 år, pludselig får nok og bliver lidt træt af heste…Ikke alle dage er langt fra lutter lagkage med heste og tit føler man at der er mere modgang end medgang. Lysten til at ride falder ligesom og man syntes faktisk ikke noget er sjovt mere…

Måske er det ligesom et langt ægteskab, hvor man pludselig får nok af hinanden.
Når nu hesten kan mærke, at jeg ikke “gider” dig idag, er det så okay, at man trækker stikket og kun er sammen mest nødvendigt.

Jeg har været der, og kunne lige pludselig ikke rigtigt være der, jeg var ved at blive kvalt, jeg følte alle havde forventniger til mig, jeg ikke kunne indfri og alle de spørgsmål, om hvorfor jeg ikke red og hvorfor dit og hvorfor dat….Jeg havde det værst og kunne ikke rigtigt fortælle omverden, at jeg havde det på den måde, jeg følte jeg skuffede dem omkring mig. Min mor gjorde alt for jeg bare kunne ride når jeg kom hjem, men lysten var der ikke…

Det var rigtigt svært, at fortælle min mor, som gjorde så meget for mig hver dag og så se skuffelsen i hendes øjne når jeg ikke vil ride…Det hele endte i et skænderi, hvor vi begge fik sagt alt det der skulles siges, i gråd og råben… Jeg ved ikke, hvad der lå til grunde til, lysten var væk og alligevel…

Når jeg ser tilbage på det 1/2 år, hvor jeg prøvede at undvige alt med heste, ridningen og bare duften af hest, Ja, så fortryder jeg, at jeg ikke bare meldte ud fra starten af, men jeg var bange for at især min mor og hendes forventninger til mig, da min mor er et kæmpe konkurrence menneske og alt hvad hun sætter sig for, kæmper hun en sej kamp for at få indfriet og gennemført. Derfor er hun også et fantastisk menneske, at have stående på sidelinjen og have med i min hverdag og arbejde med hestene. Hun siger sin mening lige ud, pakker intet ind og jeg ved godt, at det hun siger er rigtigt nok, at træning, træning og atter træning, men også så meget andet…

Nå, men jeg er heldigvis ovenover vande, fundet troen på mig selv, fundet viljen, lysten og drivkraften igen med mit arbejde og ridning af mine heste…

Men jeg ved ikke om vi alle, ender i en onde cirkel på et tidspunkt, eller andre i livet igennem, syntes det hele er en dans på roser… Jeg ved ikke om det et et tabu eller en skam, at indrømme man har haft det sådanne eller har det sådan, men tænker det hjælper hellere ikke at tie, så hælder rækken hånden frem og få noget hjælp…